H/F Amager Strand

 

 

Grundlagt i 1958

 

 

 

Velkommen i H/F Amager Strand.

 

 

 

 

Haveforeningen består af 178 haver, fordelt på begge sider af Vågestien, henholdsvis den store og den lille afdeling. Haveforeningens sæson løber fra den 01. april til udgange af september.

 

I den store afdeling ligger foreningshuset, hvor bestyrelsen holder til i deres kontortid.

 

       I begge afdelinger, ved parkeringspladserne, findes der toiletbygninger, som bliver rengjort en gang om ugen.

 

Haveforeningen ligger på et fredet område, hvor jorden er lejet af Københavns kommune og er blevet erklæret varigt i henhold til kolonihaveloven.

 

 

 

 

 

 

 

Bestyrelsen:

 

Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer og to bestyrelsesmedlemmer, som vælges for to år af gangen, på generalforsamlingen. Derudover vælges der også, to revisorer, to bestyrelsessuppleanter samt to revisorsuppleanter. En liste over hvem den siddende bestyrelse er, kan ses kontoret.

 

 

Bestyrelsens kontortid mandage:

 

I april måned er der kontortid mellem 18.00 og 18.30 for køb af parkeringstilladelser (se også afsnit om parkeringstilladelser)

 

Fra maj til og med august er der kontortid mellem 18.00 og 19.00

 

I september måned er der kontortid mellem 18.00 og 18.15.

 

 

Aviscontainer:

 

Foreningen har to aviscontainere, en i den lille afdeling ved toiletbygningen og en i den store afdeling ved kontoret.

 

 

Batteriopsamler:

 

Foreningen har en batteriopsamler. Den findes ved kontoret i den store afdeling.

 

 

Containere:

 

Der vil i løbet af sæsonen komme containere til storskrald samt til haveaffald. Se vores hjemmeside eller opslag på foreningens opslagstavler.

 

Containerne vil de pågældende datoer, være åbne mellem 18.00 og 19.00. Er containerne fyldte inden kl. 19.00, må der ikke fyldes mere i.

 

Endvidere henvises der til containerpladsen ved Vermlandsgade.

 

Dagrenovation:

 

Der hentes dagrenovation en gang om ugen. Se ugedag på vores hjemmeside eller i vores nyhedsbrev.

 

I de grå affaldsspande må der kun komme køkkenaffald.

 

 

 

 

Ekspektancelisten: (ventelisten)

 

Alle på ventelisten, skal møde personligt på kontoret i maj måned for at blive genopskrevet. Genopskrivningen koster et gebyr.

 

For at komme på listen, skal man anbefales af et medlem fra haveforeningen. Når listen åbnes, vil alle medlemmer få et brev, hvori der står, hvornår de kan anbefale et medlem inden en given dato, derefter vil der blive trukket lod om rækkefølgen på ventelisten. Herefter vil listen igen blive lukket. Listen åbnes først når den er nede på ca. 10 personer.

 

 

Flag:

 

Foreningen har to foreningsflagstænger, som passes af udvalgte medlemmer. Flaget hejses kl. 8.00 og tages ned igen ved solnedgang eller senest kl. 20.00. Har man en flagstang, opfordres man til at flage.

 

 

Forurening:

 

Foreningen er grundlagt på en tidligere losseplads, I bedes derfor være opmærksomme på, at jorden visse steder kan være forurenet og ikke velegnet til dyrkning af grønsager. Højbede anbefales.

 

 

Fællesarbejde:

 

Fællesarbejdet udføres 1 søndag i maj mellem 09.00 og 13.00 (hvis denne søndag falder 1. maj, se da vores hjemmeside eller nyhedsbrev). For at holde vedligeholdelses udgifterne nede, er det vigtigt, at man møder op på fællesarbejdsdagen. Møder man ikke op den pågældende dag, kan man blive pålagt pligtarbejde på et andet tidspunkt af året. Se også under punkt 8 i H/F Amager Strands vedtægter.

 

På fællesarbejdsdagen, vil vi efter endt arbejde, spise frokost sammen. Der vil i løbet af formiddagen blive bragt drikkevare ud.

 

 

Gaskøb:

 

Det er muligt, at købe flaskegas på kontoret i kontortiden.

 

 

Generalforsamling:

 

Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt i august måned. Indkaldelse til generalforsamlingen udsendes i henhold til gældende regler.

 

 

 

Haveleje:


Der betales haveleje 2 gange årligt. Havelejen vedtages på en generalforsamling. I havelejen ligger leje af grund, vand, renovation, vedligehold, administration, kontingenter m.m.
Havelejen er til forfald 01.04 og 01.10. Manglende betaling vil j.f. haveforeningens love og ordensbestemmelser,medføre opsigelse af foreningen.

 

 

Haveredskaber:

 

Foreningen har en tromle og et antal trillebør, som er placeret ved kontoret i den store afdeling. Endvidere har foreningen et antal trillebør, som er placeret i den lille afdeling ved toiletbygningen.

 

 

Hunde:

 

Alle hunde skal holdes i snor.

 

 

Hæk:

 

Hækkene skal være klippet inden Sankt Hans og hækkens højde må ikke være over 1.80 m.

 

Der henstilles til, at man undlader at klippe hæk på søn- og helligdage.

 

 

Kontakt til bestyrelsen:

 

Kontakten til bestyrelsen foregår i kontortiden om mandagen (se under kontortid). Derudover kan man i nødsituationer kontakte formanden eller kassereren på de opslåede telefonnumre. OBS – telefonnumrene må kun benyttes i nødsituationer, det vil sige problemer der ikke kan vente til kontortid, så som sprængte vandrør.

 

Det er også muligt at maile til bestyrelsen på følgende adresse: bestyrelsen@haveforeningenamagerstrand.dk ,

bemærk dog, at disse mails kun vil blive læst og besvaret i kontortiden om sommeren og en gang ugentligt om vinteren.

 

 

Kørsel:

 

De almindelige færdselsregler gælder også i haveforeningen. Det vil sige, at man ikke må køre mere end som skrevet på skiltene, 10 km i timen og at man ikke må køre imod ensretningen.

 

 

Lys:

 

Har man vejbelysning tilsluttet sin egen elmåler, skal lyset tændes 1. april hvert år og må først slukkes igen ved udgangen af september. El til vejbelysning modregnes i havelejen i oktober måned.

 

 

Love og vedtægter:

 

De gældende love og vedtægter findes på vores hjemmeside, eller fås ved henvendelse på kontoret.

 

 

 

Naboskab:

 

Gør nytte af hinandens hjælp, stil naboens skraldespand ind hvis de er på ferie og hold øje med hinandens haver.

 
 

Nyhedsbrev:

 

Nyhedsbreve udsendes løbende.

 

 

 

Ophold i haven:

 

Vis hensyn til dine naboer. Undgå generende støj.

 

Der henstilles til, at man undgår at benytte elektriske haveredskaber og værktøj på søn- og helligdage.

 

 

Parkering:

 

Det er muligt at blive opskrevet til en parkeringsplads i haveforeningen. For at blive skrevet op, skal man møde personligt på kontoret i kontortiden.

 

Der findes tre former for parkeringstilladelser. En grøn parkeringstilladelse gives til medlemmer som bor i deres haver det meste af sæsonen, en rød parkeringstilladelse gives til de frie pladser i den store afdeling og en blå parkeringstilladelse giver mulighed for at holde på de faste pladser, hvor der er sat en pose over nummeret.

 

Hvis man har fået en grøn parkeringstilladelse, er man forpligtiget til at holde pladsen fri for ukrudt, samt at tildække nummeret med en pose, hvis man i dage eller perioder ikke selv skal benytte pladsen. Det giver plads til alle med blå parkering.

 

Bemærk - Gæster må ikke parkere inde i foreningen.

 

 

Pinse:

 

Pinse morgen (søndag) inviteres alle medlemmer til morgenmad i foreningshuset kl. 09.00.

 

 

 

Præmiehaver:

 

En gang årligt, i juni måned, udvælges de 8 ”pæneste” haver til præmiering. Haverne udvælges af forrige års ”vindere”. De 8 udvalgte haver, sendes til kolonihaveforbundet, som sender en havekonsulent ud for at vælge 4 af dem ud til at modtage kolonihaveforbundets præmie. De andre 4 får haveforeningens præmie på den efterfølgende generalforsamling. De haver der har fået kolonihaveforbundets præmie, inviteres til festmiddag i kolonihaveforbundets regi det følgende efterår.

 

Ønsker man ikke at modtage præmie for sin have, skal man henvende sig på kontoret, hvor man så vil blive slettet.

 

 

Standerhejsning:

 

Årets først standerhejsning er den første søndag i april måned. Se tidspunkt på vores hjemmeside eller i vores første nyhedsbrev. Til standerhejsningen bydes alle velkommen med en lille en til halsen.

 

 

Tilbygning/nyt hus på grunden:

 

Hvis der tænkes på at lave en tilbygning eller sætte nyt hus på grunden, så kontakt bestyrelsen inden, med oplysninger om planerne. Så vil man undgå evt. misforståelser og evt. nedrivning af ulovligt byggeri, samt hvordan man skal forholde sig i henhold til miljøet.

 

 

Udlejning af foreningshuset:

 

Foreningshuset, ekskl. kontoret, er til udlejning for medlemmer i haveforeningen. Foreningshuset kan lejes i åbningssæsonen. For leje af huset, skal man møde op på kontoret og betale lejen. Nøglen hentes ugen før på kontoret i kontortiden. Nøglen afleveres den efterfølgende mandag.
Prisen for leje af foreningshuset vedtages på en generalforsamling. Den gældende pris kan ses på vores hjemmeside eller ved kontakt på kontoret.

 

Huset kan lånes gratis til arrangementer, i forbindelse med begravelse af medlemmer.

 

 

Udlån af kolonihavehus:

 

Det er ikke tilladt at låne/leje sit kolonihavehus ud. Ønsker man, at andre passer ens have mens man er på ferie, kontakt da bestyrelsen inden.

 

 

Ukrudt:

 

Enhver haveejer har pligt til at holde stykket fra hæk og ud til midten af vejen fri for ukrudt.

 

Ligeledes skal haverne holdes i en velholdt stand.

 

 

 

Vand. Åbning og lukning af vand:

 

Der er lukket for vandet i vinterhalvåret. Dog findes der to frostfrie haner i foreningen. I den lille afdeling er hanen lige inden for den store låge, i den store afdeling er den placeret på Havlyngbuen, over for nr. 78.

 

Bestyrelsen skal have mulighed for adgang til haverne når der skal åbnes og lukkes for vandet.

 

 

Vanding:

 

Regler for vanding vedtages på generalforsamlingen. Se ordensregler.

 

Det er ikke tilladt at vande græsplæner i henhold til Københavns kommunes vandingsregler.

 

 

Vejfest:

 

I løbet af sommeren holdes der vejfest på vejene.
Hver vej står selv for at finde en dato og for at arrangere det.
Foreningshuset kan reserveres gratis til dette formål (det er en god ide at reservere foreningshuset i tilfælde af regn).